Rootes Group
Rootes biler er britiske biler af bilmærkerne Hillman, Humber, Singer, Sunbeam, Talbot, Commer og Karrier, som gennem tiden er opkøbt eller overtaget af Rootes Group eller Rootes Motors Limited, der var først var en britisk forhandler virksomhed og blev også bilproducent.
William Edward Rootes (1894-1964) er opvokset i slutningen af 1890’er i Kent, hvor hans far William Rootes (senior 1869-1955) havde grundlagt en cykelforretning 1897. På det tidpunkt var bilerne i sin meget spæde start og både faderen, William, og hans bror Reginald (1896-1977) var interesseret i de støjende maskiner. Faderen sagde “der er en fremtid i motorkøjetøjer.”
William Rootes senior, var en bedre profet, end han vidste. Motorkøretøjer skulle blive en af Storbritanniens største industrier og hans to sønner var bestemt til at blive industriledere og bygherrer af deres eget motor og bil imperium.
Sådan begyndte det hele
Faderen var forretningsmand og mente at hans sønner skulle have en god skolegang. Derfor kom de begge på Cranbook School, hvor han selv havde gået. Da de hver især som 16. årige, William i 1909 forlader skolen, forventede faderen, at de efterhånden vendte hjem til familie virksomheden.
Den havde han i mellemtiden flyttet til Hawkhurst og udvidet med reparation og vedligeholdelse af motorkøretøjer.
Sådan blev det ikke, for William startede i lære i 1909 hos Singer Motors Limited. I 1913 forlader William Singer Motors Ltd. for at starte sit eget bilagentur op i Hawkhurst med salg og service af Singer køretøjer.
Han sælger alle de køretøjer han startede op med på kort tid og inden 1. Verdenskrigs udbrud, flytter han til lokaler i Maidstone hvor faderen følger med ham, som sælger.
Under krigen tjener William, som løjtnant i Royal Navy Voluntary af Reserven, hvor han blev sendt til Clement Talbot, der byggede flymotorer. Han opdagede, at der var mange motorer, der blev skrotte. William omstrukturer Rootes i Maidstone til at foretage reparation af flymotorer og stiftede Rootes Securities Limited. Krigen sluttede dog før hele fabriks anlægget var færdig.
Efter 1. Verdenskrig
I 1919 efter krigen vil William og faderen genoptage salget af biler og erhvervskøretøjer. William kontakter sin bror Reginald, der er blevet revisor og de 2, sammen med faderen stifter Rootes Limited med faderen som formand. Faderen havde kapital, erfaring og kontakter. Edward var sælgeren og havde næse for fremtidens tendenser og Reginald var den store administrator. De udvidede løbende de næste år med salgs-steder i London og andre steder i landet.
I 1920 tog William til USA for at få agentur af General Motors.
Rootes Limited blev i 1924 den største forhandler af erhvervskøretøjer og biler i Storbritannien. De havde agentur på bl.a. Morris, Wolseley, Ford, Hillman, Sunbeam, Humber, Singer, Delauney, Belleville og Briton.
I 1926 købte Thrupp & Maberly og de kunne annoncerer med, at i deres udstillingslokaler iDevonshire House Piccadilly kunne nu
leverer nye biler til en pris fra £ 145 til £ 3.000 fremstillet af Rolls-Royce, Daimler, Sunbeam, Austin, Hillman, Fiat eller Clyno.
I løbet af få måneder havde de erhvervet andre filialer rundt om i Europa, så de nu var blevet det største motor distributionsselskab i Europa.
Opkøb og overtagelser
I slutningen af tyverne begyndte flere af de engelske bilproducenter, at mærke recession. Her kom Rootes Limited ind og enten fusionerede eller opkøbte bilfabrikker. Den første var Hillman Motor Car Company Limited, der kom ind under Rootes i 1928. Kort tid efter kom Humber Limited og Commercial Cars Limited, der var blevet opkøbt få år tidligere af Humber Limited og med. Humber og Hillman havde kæmpet med William Morris om markedet, fordi Morris producerede mindre biler til den bredere befolkning.
I slutningen af 1929 på London Motor Show ses første gang Hillman og Humber biler sammen på udstillingen under Rootes group navnet. I 1930 havde Rootes efterhånden fået sat produktionen i system og nye nøglepersoner af designere var blevet ansat bl.a Alfred Wilde, der tidligere havde været chefdesigner hos Morris Motors. havde en plan, hvor man ville holde sig til 3 biler – Hillman Minx, Humber 12 hk og Hillman Wizard.
Desværre dør Alfred Wilde i 1931. Den første Hillman Minx, der blev vist i 1932, var en perfekt typisk kompakt bil på det tidspunkt – et separat chassis, bladfjedre, sideventilet motor og en pris på £ 159. Det kunne slå Morris Ten til £ 165 og Austin Ten til £ 155.
Hillman Minx blev den mest succesfulde bil og den bil der gjorde Rootes Group til en succes. De opgav aldrig markedet for større- eller luksusbiler og i 1933 blev Hillman Aero-Minx født. Visionen var, at folk kunne købe større og finere biler, når de skiftede den bil ud de havde.
Motoren og bremsen
Det var William, der stod for salg og udvikling og Reginald tog sig af forretnings- og finansieringssiden samt investorer. William udtrykte det således, at han selv var motoren og Reginald var styringen og bremsen i firmaet.
i 1934 fik Rootes endnu et bilmærke under Rootes Group. Det Engelske-franske STD (Sunbeam-Talbot-Darracq), der byggede prestige biler med høj værdi i London under navnet Talbot og trolley-busser i Wolverhampton under Sunbeam navnet. Talbot var angiveligt rentabel, men Sunbeam-forretningen, der var baseret på sportsbiler med høj ydeevne og trolleybusserne var ikke rentabel. Hele virksomheden kollapsede i juni 1934.
Da Rootes tidligere havde tilført STD midler, blev det Rootes der overtog hele STD i januar 1935 for næsen af William Lyons ( Mr. Jaguar) og Jack Black (svigersøn af William Hillman) med deres Standard Swallow Cars Company.
Efter overtagelsen af Sunbeam-Talbot-Darracq (STD) blev Hillman Aero Minx solgt, som en ny Talbot 10. Tiden herefter blive vigtige år for Rootes. I 1937 var der solgt over 100.000 Minx biler. I perioden 1939-41 er William formand for Society of Motor Manufacturers and Traders.
William og Reginald byggede Rootes Group ved hjælp af specifikke mærker for hvert nichemarked. Bilmærker beholdt deres mærkenavne lige ind til Chrysler overtager Rootes i 1967. De luksuriøse Humber’s, de sportslige Sunbeams og Hillmans kvalitet bevarede alle deres karakteristiske forskelligheder.
2. Verdenkrig
Efter udbruddet af 2. verdenskrig blev Rootes fabrikkerne omstillet til fremstilling af militære køretøjer. William og Reginald stod til rådighed for regeringen. William blev udnævnt til formand for Supply Council for Ministry of Supply, hvor han spillede en fremtrædende rolle i anvendelsen af masseproduktions til flymotor- og flykonstruktion, som han allerede var en del af tre år tidligere. Rootes var det første firma, der kom ind i regeringens Shadow Factory-ordning til fremstilling af fly og flymotorer. Reginald var også her med på det administrative område. På det tidspunkt, hvor krigen brød ud, var Rootes-fabrikker allerede i gange med at producere fly til Royal Air Force og køretøjer til andre tjenester.
Dét, der kom til at betyde mest for William Rootes, var hans ledende position i genopbygningen af Coventry. Der blev sønderbombet af tyskerne natten mellem den 14.-15. november 1940 med 35.000 brandbomber, 50 landminer og 1.400 højeksplosive bomber. I 1942 bliver han Knight Commander Order of the British Empire (K.B.E.) for sit genopbygningsarbejder af Coventry og bidragene under krigsførelsen og måtte kalde sig Sir.
Status efter 2. verdenskrig
Efter 1945 lavede man en status af Rootes-gruppens aktiviteter under krigen. Rootes-group havde produceret en ud af hver syv bombefly produceret i Det Forenede Kongerige, 60 procent af de pansrede biler og 30 procent af spejderbilerne. De havde også bygget 50.000 flymotorer, repareret 28.000 flymotorer, der var ødelagt i styrt eller i kamp, repareret mere end 12.000 køretøjer til hæren og Royal Air Force og samlet 20.000 andre køretøjer importeret fra allierede lande.
I begyndelsen af krigen var 17.000 ansatte i Rootes Group. I slutningen af krigen arbejdede hvert hundrede mennesker i Storbritannien (473.100 personer) som civile i krigsindsatsen for eller på vegne af Rootes Group.
I perioden 1935-46 er Reginald formand for Society of Motor Manufacturers and Traders. 1946 bliver Reginald Rootes tildelt titlen Knight Bachelor. Efterfølgende modtog Reginald også Members of the British Empire Order og nu kunne han også kalde sig Sir. Begge brødre modtager flere ordner og medaljer for deres indsats bl.a. Georg Medal, Officer of the British Empire og British Empire Medals.
Den fortsatte succes oversøisk
Brødrene Rootes havde en førende rolle i organiseringen af motorindustriens intensive eksport. De etablerede koncessionsaftale om en bilfabrik i Australien, hvorefter det blev et af Storbritanniens mest værdifulde markeder. Ved udgangen af 1946 producerede den australske fabrik allerede biler og lastbiler til det Australske marked.
I 1946 oprettede også Rootes-handelsorganisationen der oprettede koncessionsaftaler i de mest vigtige oversøiske markeder. (En koncession er en aftale mellem en offentlig myndighed og en virksomhed, der giver virksomheden retten til en bestemt aktivitet. En slags offentligt-privat partnerskab) I 1947 fik de i New York etableret et hovedkvarter Rootes Motor Incorporation, der skulle tage sig af distributionen til det amerikanske marked, hvor efterspørgslen af britiske biler var stigende. I 1948 flytter Williams ene søn Brian Gordon Rootes (1919-1971) til USA for at stå for dette marked. I Canada får de Rootes Motors Canada med hovedkvarter i Toronto i 1951. De efterfølgende år udvider de til bl.a. Rio de Janeiro, Argentina, Irland, Syd Afrika, Venezuela og New Zealand.
Rootes Group havde tilsammen mere end 7 millioner kvadratmeter gulvareal i fabrikker og salgssteder rundt om i verden. 15 koncessionsaftaler og mange samlevirksomheder i udlandet. De eksporterede til mere end 160 lande.
Nyt navn og flere selskaber
I november 1949 skifter Rootes Securities Limited navn til Rootes Motors Limited. De erhverver gruppen Tilling Stevens og det associerede selskab Vulcan Motors. Tilling Stevens oprindelse går tilbage til slutningen af det nittende århundrede som pionerer af benzinelektriske motorkøretøjer. Tilling Stevens designet TS3, motoren, som Rootes ønskede at passe til erhvervskøretøjer og Karrier køretøjer. TS3-motoren var et revolutionerende design og unikt, idet den var en totaktsmotor med tre-cylindret motor med seks vandret modsatte stempler og enkelt krumtapaksel. Motoren kunne køre på næsten ethvert brændstof og var ideel til eksport til lande, hvor brændstofkvaliteten var dårlig.
Rootes var succesrige gennem halvtredserne, og salget steg år for år, hvor Rootes fik et ry for kvalitetsbiler og lastbiler. En ny lastbil fabrik blev anlagt i Dunstable for at give yderligere produktionskapacitet til at imødekomme efterspørgslen.
I 1953 havde Brian Rootes opbygget et forhandlernetværk på 800 i hele Amerika. Handelen med USA går strygende og fra 1951 til 1956 stiger salget med ikke mindre end 169 millioner dollars. I 1962 er salget til 303 millioner dollars.
I 1955 får William Edward Rootes tildelt endnu en fint titel Knight Grand Cross Order of the British Empire (G.B.E.). Samme år i december erhvervede de Singer Motors, hvor William 44 år tidligere havde været lærling til 1 penny i timen. Singer havde forældede biler og var i økonomiske vanskeligheder. I løbet af få måneder blev en ny Singer-model Gazelle lanceret i september 1956. Den havde det nye Rootes Audex karosseri og fået en Singer Hunter 1497cc motor.
Den 16. februar 1959 modtager William Edward Rootes endnu et hædersbevis i det han bliver adlet til baron. Han bliver 1. st Baron Rootes fra Ramsbury i Wiltshire County, der er en titel i Peerage i Det Forenede Kongerige.
I 1960’erne var Sunbeams Alpine Cabriolet moderat succesfuldt på det amerikanske marked. Rootes vurderede, at alpens salg ville blive forbedret med en mere kraftfuld model. Som et resultat heraf introducerede de i 1964 Tiger, en V8-derivat drevet af en 260 cu i (4,261 cm 3 ) Ford V8-motor.
Forblev i familien
På trods af sin størrelse og omfanget af aktivitet var Rootes-gruppen unik blandt de britiske bilproducenter, idet den forblev familieejet. Lord Williams Rootes forblev formand, men han ældste søn William Geoffrey Rootes (1917-1992) blev næstformand og administrerende direktør for Rootes produktionsfabrikker og hans anden søn Brian Gordon Rootes blev administrerende direktør i Rootes Limited koncernens.
Sir Reginald Claud Rootes søn Timothy Rootes blev chef for salg og service for produktionsfabrikker, der producerede til mere end 1.000 forhandlere i Storbritannien. Den anden generation fulgte tæt på den første fodspor og var parat til at fortsætte familien tradition med fremstilling af høj kvalitet og kraftfuld handel.
Strejker blev succens vendepunkt
1959 var ikke kun et år, hvor William var blevet til Lord Rootes. Det var også det år, hvor Rootes begyndte at få problemer. Modsat alle de virksomheder de havde købt op eller overtaget, hvor det var økonomien der gjorde udfaldet. Så var det i Rootes Group strejker blandt få arbejdere på British Light Steel Pressings Ltd. i Warple Way, Acton, London. Den gruppe strejkende medarbejder forhindrede andre i, at passe deres arbejde. Det gik helt galt, da et nygift par fik lov til at at komme på dagarbejde i stedet for natarbejde. Så brød strejkerne virkelig løs med 1.500 arbejdere på samme fabrik.
Familen Rootes begyndte at fortyde, deres køb af Light Steel Pressings Ltd, som egentlig skulle være med at at kunne følge med efterspørgslen af køretøjer.
Strejkerne var uofficielle og på ingen måde fagforeningsstyret. Strejkerne kostede 27.000 arbejdstimer på Acton fabrikken, men forårsagede 17.000 tabte arbejdstimer på andre fabrikker. I september 1961 sendte de strejkende arbejdere en delegation til Trades Union Congress, som en slags national paraplyorganisation for fagforeninger, for at få 52 ugeres løn om året og nogle folk fra organisationen til at forhandle bedre vilkår med Rootes group. De strejkende delegerede fik intet ud af konferencen.
Dem som strejkede, påvirkede produktionen i Rootes gruppens andre fabrikker. Lord William Rootes kommunikerede første gang med denne gruppe den 26. september 1961, hvor de fik et ultimatum gå i arbejde ellers bliver I fyret. Da de ikke gik i arbejde, blev de alle fyret den 28. september 1961. Rootes Group havde fuld støtte fra medarbejdere på andre fabrikker, fra fagforeningerne og fra de strejkendes hustruer. Strejkerne berørte op til 8.000 arbejdere, der ellers gerne ville passe deres arbejde, rundt om på fabrikkerne.
Økonomiske udfordringer
Nu fik Rootes økonomiske problemer. 5 mænd havde startet strejkerne og det forårsagede uoprettelige skader for Rootes Groups økonomi. Der blev igangsat til en offentlig undersøgelse, som afslørede at strejken var planlagt og styret kommunistisk. 2. november 1961 havde Rootes Group fundet andre producenter, som kunne forsyn dem med det, som ellers var produceret på Ascon fabrikken. Der var ansat 1.750 nye medarbejder i de forskellige produktioner i Coventry.
De strejkende fra det, der nu blev betegnet “den døde ande strejke”, begyndte gradvist at vende tilbage til arbejde og den 30. november var Actons arbejdsstyrke op til 680, hvoraf 430 havde været strejke. Den 21. december 1961 var kun 120 mænd, som stadig ude. Efter et sidste møde besluttede de at vende tilbage, men Rootes ville ikke have dem ansat og gav hver af dem 40 pund, som afskedsbeløb, dog blev en af strejkende genansat.
Efter der kom ro på igen, var der første prioritet at opbygge deres arbejdsstyrke, så de kunne opfylde de udestående ordrer. I november 1962 annoncerede Rootes de samlede omkostninger ved Acton-strejken i regnskabsåret, der sluttede den 31. juli. Det viste et underskud på 891.088 £ sammenlignet med et overskud på næsten 3 millioner £ året før. Denne type tab havde Rootes ikke råd til. De var allerede stærkt engagerede i et nyt projekt, Hillman Imp, og åbningen af et nyt anlæg i Linwood i Skotland, hvor der skulle produceres. Dette viste sig at være den største udvidelsesfase i gruppens historie, og tab på dette tidspunkt var det sidste Rootes havde brug for.
Salg af aktiekapital
Den 30. september 1964 meddelte Lord Rootes, at Rootes familien havde takke ja til Chrysler Corporation’s tilbud om, at erhverve 30% af de ordinære stemmeberettigede aktier i selskabet og 50%. af de ikke-stemmeberettigede A-aktier. Med det køb ville i løbet af oktober indtræde tre repræsentanter for Chrysler Corporation i bestyrelsen i Rootes Motors Ltd. – Irving Minett, koncerndirektør, International Operations of Chrysler Corporation, Lovis B. Warren, en direktør af Chrysler og Robert C. Mitchell, præsident og administrerende direktør for Chrysler International.
Den 4. juni 1964 blev der indgået en aftale i New York af Lord William Rootes og Sir Reginald Rootes med Lynn A. Townsend, præsident for Chrysler og George Love, formand for Chrysler Board, om det foreslåede salg af aktierne. Skatkammerets samtykke til forslagene blev givet den 29. juli af finansministeren, som på det tidspunkt var Reginald Maudling.
Lord Rootes havde holdt sine medarbejdere informeret om de forestående forhandler og da de var afsluttet sendte han en meddelelse ud til alle medarbejdere: Læs meddelelsen her
Det er svært at forestille sig, at en mand som Lord William Rootes, der havde dedikeret sit liv til at opbygge et imperium fra intet og til det, som han havde gjort sammen med sin familie, imod alle odds ikke følte sig det mindste trist og ærgerlig over at måtte opgive så stor en andel af sin virksomheden. Når hans metoder, som mange mennesker og producenter ikke troede på, på det tidspunkt han påbegyndte dem, alligevel fulgte med, når de først viste sig at være en succes.
Den 12. december 1964 blev det annonceret, at Lord Rootes fra Ramsey, formand for Rootes-gruppen, var død. Mange hyldede ham, som den store industrielle leder han var. Det var mennesker fra alle samfundslag, inklusive repræsentanter fra alle hans største konkurrenter. Sir Reginald Rootes blev valgt til formand efterfølgende og Geoffrey Rootes, nu den anden Lord Rootes og ældre søn af den afdøde Lord Rootes, blev næstformand.
Efter Lord Williams Rootes død
Mange mennesker har sagt, at det var afdøde Lord Rootes, der dikterede virksomhedspolitikken og faktisk holdt gruppen sammen. Det blev imidlertid hurtigt tydeligt, at ikke alle var enige om, hvordan virksomheden var blevet styret. Den 19. januar 1965 blev det annonceret, at der skulle foretages store organisationsændringer. Selvom et stort antal medarbejdere ikke kunne lide det, der skete med virksomheden.
I regnskabsåret 1966/7 havde Rootes-gruppen akkumuleret enorme tab på i alt 10 mio. £. Det blev klart for alle, at Chrysler snart ville overtage kontrollen med koncernen. Dette fandt faktisk sted i januar 1967, da de øgede deres andel af stemmeberettigede aktier til 77,3 procent. Det var nu kun et spørgsmål om tid, før Rootes-gruppen som sådan forsvandt helt. I marts 1967 trådte Sir Reginald Rootes tilbage som formand og Geoffrey (den anden Lord Rootes) indtog pladsen som formand. Chrysler Gilbert Hunt blev derefter udnævnt til administrerende direktør og skulle forsøge at genvinde det der engang var det blomstrende Rootes Empire.
Chrysler Europe forsøger sig med forskellige modeller i løbet af 1970’erne, men slår ikke rigtigt igennem. I 1977 går det ikke mere for Chrysler Europa og i 1978 overtages det af PSA Peugeot-Citroen.
Produktionen ophørte i december 2006. Det markerede slutningen af næsten 60 års bilproduktion med direkte forbindelse med Rootes Group. Anlægget lukkede den 8. januar 2007 med tabet af mere end 2.000 job, og blev senere revet ned. Den eneste fysiske rest af Rootes Group, der stadig eksisterer, er Whitley Research and Development Center – oprindeligt etableret i Chrysler-æraen, men efterfølgende solgt af PSA og er nu ejet af Jaguar Land Rover.
Se mere om bilmærkernes grundlæggere og historie inden de indlemmes i Rootes Imperiet og videre til Chrysler overtager aktiemajoritet i 1967 her.